Artikler / Bluetooth

Bluetooth

 
 
 
 
Bluetooth aptX kan levere en glimrende lydgengivelse, men tabsfri CD-kvalitet bliver det garanteret ikke af den simple årsag, at stereolyd med Bluetooth kræves protokollen understøttet med et system kaldt A2DP ( Advanced Distribution Profile), der har eksisteret siden 2003. Uden A2DP systemet er mono-lydgengivelse kun muligt med meget begrænset båndbredde.
 
 
A2DP-profilen fungerer uændret og har teoretisk kun ca. en tredjedel af den båndbredde, der kræves til ukomprimeret cd-kvalitet (512 kbps i stereo, til 1.411 kbps for CD).
Med den standard-codec, der findes i Bluetooth-formatet, er den båndbredde, der er afsat til lyd endnu lavere: 229-328 kbps (pdf). Dette gælder, uanset om du har Bluetooth version 1.2, 2.0 eller 4.0.
Nyere Bluetooth-versioner er designet til at udvide brugsområderne, for eksempel til kontrol af intelligente hjem og Internet of Things, og i den forbindelse er udvidet båndbredde (EDR: Enhanced Data Rate) blevet nødvendig.
Men EDR giver ikke større båndbredde til lyd.
 
      
 
Dårlig lyd med standard-codec.
Standard-codec’en, Sub Band Codec (SBC), er det eneste lydformat, der skal understøttes, når to produkter skal tale sammen via Bluetooth, og den var i lang tid den eneste, der blev brugt. Det er et gammelt format, der aldrig var beregnet til hi-fi-gengivelse. Derfor er den heller ikke særlig god til dette formål. Faktisk lyder SBC værre end en tilsvarende MP3, så sørg for at købe Bluetooth-produkter, der understøtter andre formater.
 
aptX.
Et populært lydformat på Bluetooth er aptX, hvor mange kigger efter logoet og tror, at det automatisk giver fantastiske lydoplevelser. De tror nemlig, at aptX giver tabsfri komprimering af lyd og dermed reelt cd-kvalitet.
Det er forkert.
 
Andre formater.
Der er flere lydformater, der kan indgå i Bluetooth-protokollen, og producenterne kan vælge, hvilke af dem de vil støtte. Både MP3 og AAC er lydformater, der står på listen, og hvis både kilden og modtageren understøtter det, kan man helt undgå SBC-codec’en og sende lyden frit gennem luften. Altså hvis datastrømmen er lavere end 512 kbps. Det er anvendelsen af sådanne formater, der giver mulighed for, at mange af nutidens Bluetooth-produkter giver bedre lyd end i går.
 
Sony er en undtagelse.
Få regler er uden undtagelse, og i dette tilfælde er det Sony. De har hacket Bluetooth-protokollen og indført noget, der hedder LDAC (det vides ikke hvad det står for). Den skulle gøre det muligt at overføre op til 990 kbps, og sende højtopløste filer på op til 24-bit/96 kHz tabsfrit komprimeret via Bluetooth.
Hvordan dette gøres, er uvist. Og man blev yderligere forvirret af at læse, hvad en fyr havde fundet frem til gennem en mail-korrespondance med Sony i Japan. Så vidt jeg forstår, handler det om at sende flere parallelle streams via Bluetooth, og ikke kun én.
 
Bluetooth er brugervenlig, men ikke hi-fi.
Man siger, at Bluetooth primært er en brugervenlig måde at opnå trådløs lyd, men ikke nødvendigvis den, der giver den bedste lydoplevelse.
Når man sidder stille hjemme i sofaen foran stereoanlægget, er det bedst at undgå at bruge mobilen som en lydkilde, men hellere som (app-kontrolleret) fjernstyring af en anden lydkilde.
Undtagelsen er Apples AirPlay, som henter musik tabsfri ud af mobiltelefonen. Når man køber et Bluetooth-audioprodukt, er det lydmæssigt ikke interessant, hvilken version af Bluetooth, der understøttes. Det vigtigste er, at der er mulighed for bedre lyd end standard SBC-codec’en er i stand til at levere.
De fleste produkter i dag understøtter både aptX, AAC og flere lydformater, og det er det vigtigste.
Har man ambitioner om ordentlig hi-fi-lyd, kan anbefales noget andet end Bluetooth. Kig i stedet efter produkter, der understøtter AirPlay, DLNA, m.fl.